Valtteri Bottas

Om end det første år af Formel 1-karrieren var ganske anonymt, har Valtteri Bottas i 2014 etableret sig som én af sportens bedste unge kørere. Med flere podieplaceringer og en GP3-titel er der ingen, der kan tvivle på Bottas’ talent.

Team: Williams
Tidligere teams: Ingen

Grand Prix-sejre: 0
Podieplaceringer: 6
Pole positions: 0
Hurtigste omgange: 1
Verdensmesterskaber: 0

(Skrevet den 5. september 2014, opdateret 30. januar 2015)

Inden Formel 1

Bottas har altid skabt gode resultater. Først beviste han sit værd med en sejr i Formel Renault Eurocup og flere sejre i de små juniorklasser. Allerede i 2010 var han i en alder af 21 officiel Williams-testkører og i den efterfølgende sæson fik han debut i GP3.

Året startede ganske sløvt ud; det var først i den sjette runde, at Bottas kom på podiet, og i den tiende, at han vandt sin første sejr. Herfra gik det dog stærkt. Efter sejren på Nürburgring tog han én til i Ungarn og det blev til to mere af slagsen på Spa og Monza, inden sæsonen sluttede.

Konkurrencen var hård i 2011-sæsonen af GP3. Bottas var oppe mod blandt andre Antonio Felix da Costa, James Calado, Mitch Evans, Nigel Melker og Nico Müller, men den store pointhøst i årets sidste halvdel var nok til at sikre titlen til unge finne, som allered på dette tidspunkt var spået en karriere i Formel 1.

2012 gik med at teste for Williams og lære så meget som overhovedet muligt. Han optrådte flere gange ved træningssessionerne og imponerede ofte – teamet belønnede Bottas med et sæde i 2013.

F1: 2013-2014

Det er svært at være rookie i Formel 1, men endnu sværere, når bilen er langsom. Det gjorde sig gældende for Williams’ 2013-racer, der ikke var i nærheden af topholdene.

De havde samtidig taget et kæmpe sats ved at hyre Bottas. Han havde ikke kørt i nogen konkurrencedygtig serie i et år, og mens stort set alle andre talenter kom ind via GP2 eller Formel Renault 3.5, var Bottas hentet ud fra en lidt mindre serie. Ikke desto mindre matchede han næsten omgående Pastor Maldonado, som gik ind i sit tredje år som Williams-pilot. Maldonado havde året inden vundet det spanske Grand Prix, men var alligevel ikke betegnet som en kører af topklasse.

Manglende erfaring blandt kørerne gjorde, at Williams ikke kunne udvikle bilen ordentligt. Bottas og Maldonado var uden for top ti i stort set alle løb; og mens Maldonado sjældent gjorde noget specielt, var der lejligheder, hvor de almene Formel 1-seere lærte Bottas’ navn at kende.

Et af de løb var Canada. I en våd kvalifikation avancerede han til Q3 og satte overbevisende sin Williams på tredjepladsen – langt foran sin teamkammerat og mange andre store navne. I racet blev det ikke til noget specielt, da bilen ganske enkelt ikke var konkurrencedygtig. Det lykkedes dog at score points i årets næstsidste runde i Austin, USA. Her blev Bottas nummer otte og scorede fire points – tre mere end hvad Maldonado hentede i løbet af 2013.

Williams-raceren blev dog forbedret kraftigt inden 2014-sæsonen. Med nye Mercedes-motorer og bedre folk bag scenen var forventningerne langt større, og tidligere Ferrari-kører Felipe Massa blev hentet til teamet som førstekører. Bottas var dog ikke synderligt imponeret af Massa og gjorde det omgående bedre end brasilianeren.

I det australske løb mødte Bottas en del modstand, men hentede karrierens hidtil bedste resultat med en femteplads. En måned senere kørte han en fremragende kvalifikation i Bahrain, hvor han for anden gang startede som treer. Det blev til pointplaceringer i de fem første løb, inden han udgik i Monaco. Herfra blev det endnu bedre.

Østrig vendte tilbage til løbskalenderen i 2014, og banen passede de hurtige Williams-racere perfekt. Massa tog pole position, mens Bottas linede up som toer. Undervejs kom Bottas forbi sin teamkollega og sluttede løbet på tredjepladsen. Fans og eksperter hyldede Bottas, men det var ingenting i forhold til, de resultater, han skabte efterfølgende.

På Silverstone var kvalifikationen ikke gået efter planen; Bottas startede som nummer 14 – dog kørte han sig hurtigt op. Bortset fra Mercedes-kørerne var det svært at få øje på en hurtigere kører end Bottas, og finnen sluttede som toer. Det resultat gentog han i Tyskland og efter et skuffende Ungarn-løb, kunne han tage revanche på Spa med karrierens fjerde podieplacering som nummer tre.

Herefter blev det en smule tørt med gode resultater. En fjerdeplads på Monza var godkendt, men det skulle gå fire runder, inden Bottas ville være at finde på podiet igen. Da det endelig skete i Rusland, beviste Bottas dog endnu engang sit værd. Og med en tredjeplads i dobbelt-points løbet i Abu Dhabi hentede han 30 vigtige points til Williams, og sikrede dem den vigtige tredjeplads i konstruktørernes mesterskab.

Bottas fik sit helt store gennembrud i 2014. Derfor bliver det også spændende at se, om han og Williams-teamet kan leve op til forventningerne i 2015, hvor en alt andet end en GP-sejr nok vil være skuffende. Med et større pres fra øvrige teams som Ferrari, McLaren og Lotus kan det godt gå hen at blive svært, men Bottas, Massa og Williams-teamet har potentialet til at komme med en overraskelse.

Info om Bottas’ karriere vil med tiden blive skrevet her.

Formel 1 blog med nyheder og debat