Rankings – Østrig 2015

Lotus gik for alvor frem i Canada, mens Red Bull og Toro Rosso havde en skidt weekend. Hvilken betydning har det for PolePosition.dk’s rankings? Se svaret her.

Kørere

Se nederst for beskrivelser. Rankings fra sidste løbsweekend står i parentes ud for navnet.

1. Lewis Hamilton (1)

2. Sebastian Vettel (2)

3. Fernando Alonso (3)

4. Nico Rosberg (4)

5. Jenson Button (5)

6. Valtteri Bottas (8)

7. Felipe Massa (9)

8. Kimi Raikkonen (6)

9. Daniel Ricciardo (7)

10. Daniil Kvyat (14)

11. Nico Hulkenberg (15)

12. Romain Grosjean (12)

13. Carlos Sainz (10)

14. Sergio Perez (11)

15. Max Verstappen (13)

16. Felipe Nasr (16)

17. Pastor Maldonado (17)

18. Marcus Ericsson (18)

19. Will Stevens (19)

20. Roberto Merhi (20)

Noter:

I top fem er der ingen ændringer. Hamilton, Vettel og Rosberg bekræfter gang på gang deres ry som topkørere – og jeg har ikke tænkt mig at straffe de dygtige McLaren-kørere for at sidde i en forfærdelig racer.

Længere nede er der dog byttet lidt rundt på tingene. Bottas og Raikkonen bytter plads – Massa og Ricciardo gør det samme. De to Williams-kørere gjorde det faktisk rigtigt godt i Canada, mens Raikkonen lavede en stor bommert, der kostede ham tredjepladsen; og Ricciardo var skuffende gennem hele weekenden. Hans teamkammerat Kvyat har efterhånden lukket hullet til ham, hvilket udløser en tiendeplads. Hulkenberg havde endelig et fornuftigt race igen, og det belønnes med en 11. plads.

Jeg har desuden indset, at de to Toro Rosso-kørere måske har været lidt for højtvurderede indtil videre. Ja, de er begge super talentfulde og sikkert fremtidige løbsvindere, men lige nu er der stadig ingen af dem, der er sluttet i top seks. Sainz og Verstappen indtager derfor henholdsvis 13. og 15. pladsen – der er dog ingen tvivl om, at begge har gode chancer for at gå frem senere på året.

Teams

1. Mercedes (1)

2. Ferrari (2)

3. Williams (3)

4. Lotus (5)

5. Red Bull (4)

6. Toro Rosso (6)

7. Force India (8)

8. McLaren (7)

9. Sauber (9)

10. Manor (10)

Noter:

Her er der også lidt ændringer. Tilfælles med kørerrankings har holdene, at de første tre beholder deres pladser. Det kan ikke rigtigt diskuteres, at Mercedes, Ferrari og Williams fører resten af feltet an – og det er svært at se en ændring på dette i 2015.

Til gengæld ser det ud til, at Lotus faktisk har den fjerdebedste racer i år. Når Grosjean og Maldonado kan køre så stærkt, som de gjorde i Canada, siger det en del positive ting om raceren. Det var selvfølgelig en bane, der passede enormt godt til dem, men alligevel – de viste sig klart stærkere end Red Bull, der indtager en midlertidig femteplads. Hvorfor midlertidig? Fordi de sandsynligvis går forbi Lotus igen, når vi kommer frem til en bane med høj downforce igen.

Force India og McLaren bytter plads igen. McLaren er stadig ustabile og langsomme, mens Force India endelig viste positive takter. Det ventes også, at de snart opgraderer bilen for alvor, så måske er der alligevel 2015-håb for Silverstone-holdet.

Photo credits: https://www.flickr.com/photos/pcw/12215042183/ (Creative Commons 2.0)

No comments yet.

Skriv et svar

Formel 1 blog med nyheder og debat