Rankings – Australien 2016

Det er blevet tid til det – de første rankings i 2016. Diverse Formel 1 magasiner er tilsyneladende også begyndt at rangere kørerne regelmæssigt nu, men forhåbentligt er der stadig god grund til at læse rankings her fra PolePosition.dk.

Det australske GP er på vej, og det betyder, at denne side går ud af sit vinterhi. Det var egentlig planen, at der skulle komme nogle tiltag her på Pole i løbet af vintermånederne, men interessen var ærligt talt for lille, og derfor gav det bedre mening at fokusere på andre projekter og lade op til sæsonstarten.

Her følger der rangeringer af kørere og teams. Du finder først en lang række, hvor den bedste er placeret nederst, og længere nede en kort begrundelse for de mest ‘overraskende’ placeringer.

Rankings – Kørere

22. Rio Haryanto

21. Pascal Wehrlein

20. Jolyon Palmer

19. Marcus Ericsson

18. Esteban Gutierrez

17. Felipe Nasr

16. Carlos Sainz

15. Felipe Massa

14. Max Verstappen

13. Kevin Magnussen

12. Romain Grosjean

11. Daniil Kvyat

10. Kimi Raikkonen

9. Valtteri Bottas

8. Sergio Perez

7. Nico Hulkenberg

6. Nico Rosberg

5. Jenson Button

4. Daniel Ricciardo

3. Lewis Hamilton

2. Fernando Alonso

1. Sebastian Vettel

Begrundelse: Lad os starte med Kevin Magnussen – de fleste er nok mest interesserede i at høre om ham. Han er placeret som nummer 13 på listen, hvilket virker mest rigtigt, når man tager hans 2014-præstation vs. Jenson Button i betragtning, og sammenligner ham med de øvrige kørere i år. Det kan dog gå begge veje i år. Forventningerne siger dog, at Magnussen bør slå Jolyon Palmer mærkbart, og hvis han klarer den opgave sikkert, skal han nok få et boost. Hvis han til gengæld får svært ved at slå Palmer, vil det være et meget skidt signal, som med garanti vil sende ham den anden vej. Men vi får se. For mig at se, bør Kevin få en fin sæson (Renault-raceren taget i betragtning) og evt. ende sæsonen et par placeringer højere.

En anden ting, der er interessant at se på, er toppen. Sebastian Vettel, Fernando Alonso og Lewis Hamilton er uden tvivl de tre bedste kørere i feltet, men det er meget svært at placere dem indbyrdes. Man kan argumentere for dem alle tre som nummer et, men i sidste ende vinder Vettel, da han fik fremragende ting ud af Ferrari-raceren sidste år og kun har haft ét dårligt år i hele karrieren (2014). Alonso har det svært i McLaren-bilen, men hans status som topkører kan ikke betvivles. Hamilton har været suveræn de sidste par sæsoner, men han har altså også siddet i den klart bedste racer.

Som du måske har regnet ud, er unge kørere generelt ikke rangeret ret højt. Det skyldes simpelthen, at de er svære at vurdere. Max Verstappen havde eksempelvis en kanon debutsæson, men hans teamkammerat Carlos Sainz Jr. blev udsat for voldsomt uheld igennem hele året. Som regel kræver det 2-3 sæsoner før en kører for alvor kan vurderes (med få undtagelser).

Rankings – Teams

11. Manor

10. Sauber

9. Haas

8. Toro Rosso

7. Renault

6. McLaren

5. Red Bull

4. Force India

3. Williams

2. Ferrari

1. Mercedes

Begrundelse: Her bliver det straks mere interessant. Som altid har bilerne nemlig større betydning end kørerne, og derfor bliver det utroligt spændende at se, hvem der kommer til at præstere godt, og hvem der ikke gør.

Mercedes og Ferrari kommer efter alt at dømme til at skulle slås om sejrene. Williams og Force India ligner best of the rest, da Red Bull ikke forventer sig det store i begyndelsen af sæsonen (men bør blive en trussel senere), og McLaren nok heller ikke kræver de helt store forventninger.

Kevin Magnussen får sandsynligvis ikke muligheden for at køre med om de helt store placeringer, men med en Renault-racer, der muligvis er enten den sjette- eller syvende bedste bil, kan han trods alt køre med om point regelmæssigt. Toro Rosso regner med at forbedre sig, men med en Ferrari-motor, der er et år gammel, er det svært at se hvordan. Holdmæssigt får de svært ved at leve op til 2015, men måske kan en af deres to unge kørere levere nogle superpræstationer, når det gælder.

Jeg tror, at Haas får en god sæson, når man tager alt i betragtning. Faktisk rangerer jeg dem over Sauber og Manor. De virker til at have et solidt forhold til Ferrari, og med et solidt mandskab bør det måske endda være muligt for dem at hente point i løbet af sæsonen. Med Romain Grosjean i en af bilerne skal det i hvert fald ikke udelukkes. Sauber kan endnu engang gå hen at blive sæsonens store skuffelse, mens Manor er et endnu større spørgsmålstegn. De har skiftet til Mercedes-motorer og har fået den talentfulde Wehrlein ind, men Manor er trods alt stadig Manor.

Photo credits: https://www.flickr.com/photos/juokaz/8559366260 (Creative Commons 2.0)

No comments yet.

Skriv et svar

Formel 1 blog med nyheder og debat