Hold øje med: Raffaele Marciello

Raffaele MarcielloMange talenter står i kø til et sæde i Formel 1 og herunder er 19-årige Raffaele Marciello, der er en del af Ferraris Driver Academy og i 2014 vil stille op i GP2-serien.

21. januar 2014

Fremtidens mand

Få kørere har været medlem af Ferraris Driver Academy; siden det blev etableret i 2009 har kun otte kørere været en del af det, og i dag er tallet nede på fire. Idéen bag konceptet kom, da Ferrari havde stor succes med at få Felipe Massa ind i Formel 1, og efter brasilianeren var lånt ud til Sauber i en årrække, kom han til Ferrari i 2006 og tilbragte otte år i Maranello.

Marciello har været medlem af akademiet siden 2010 og vil med stor sandsynlighed være at finde i Formel 1 inden så længe. Et andet medlem, Jules Bianchi, fik sin chance for Marussia i 2013, og jeg har tidligere skrevet positive ting om Bianchis præstation og fremtid. Med Marciellos talent, er der ingen tvivl om, at han kan gøre kunsten efter – eksperter betragter ham endda som et større talent end Bianchi.

Vinder af det europæiske Formel 3

Som så mange andre store talenter, så har Marciello gjort det godt i juniorserierne. Udover at have testet for flere Formel Renault 3.5 hold, gjorde italieneren sig bemærket ved at vinde det europæiske Formel 3 mesterskab i stor stil med 13 sejre og 12 pole positions. Her var han blandt andet oppe mod Daniil Kvyat, der får sin debut for Toro Rosso i dette års Formel 1-sæson. Endnu vigtigere træder Marciello sig ind i Alain Prosts fodspor – den næstmest vindende kører i F1 tog samme titel tilbage i 1979.

Det var ikke et sjældent syn at se Marciello ved pressekonferencerne som vinder i 2013. Kan han fortsætte succesen i GP2?

Det var ikke et sjældent syn at se Marciello ved pressekonferencerne som vinder i 2013. Kan han fortsætte succesen i GP2?

2014 GP2-mester?

Ferrari offentliggjorde den 20. januar, at Marciello stiller op i GP2 (serien lige under Formel 1) for det spanske team, Racing Engineering. Det er et stort skridt frem, og såfremt han kan skabe gode resultater i serien, er et Formel 1-sæde i 2015 helt sikkert en mulighed.

Marciello er i hvert fald en af forhåndsfavoritterne til titlen og succesfulde GP2-kørere har det med at føre præstationerne videre; se bare på Lewis Hamilton, Nico Rosberg, Heikki Kovalainen, Nico Hulkenberg og Pastor Maldonado, der alle har enten vundet eller sat pole i Formel 1.

Hvem han skal udfordre til GP2-titlen er endnu ikke sikkert, eftersom kun få af pladserne er blevet offentliggjort. Det virker dog til, at Stoffel Vandoorne, Felipe Nasr og Robin Frijns tager et år i serien, så konkurrencen bliver uden tvivl skarp.

Alt i alt ligner Marciello en kommende stjerne inden for motorsport. Det er bestemt ikke urealistisk, at han på et tidspunkt vil køre med om verdensmesterskabet for Ferrari.

Facts

– Født d. 17. december 1994 i Zürich, Schweiz (kører dog under italiensk nationalitet).
– Debuterede i karting tilbage i 2005, medlem af Ferrari Driver Academy siden 2010.
– Vinder af FIA’s europæiske Formel 3-serie i 2013.
– Har derudover vundet adskillige andre sejre, som Pau Grand Prix i 2012 og Grand Prix-sejre i Toyota Racing, det italienske Formel 3 samt pole position i Macau GP (F3).
– Testkører for flere Formel Renault 3.5 hold og Ferraris Formel 1-team i 2013.
– Stiller op for Racing Engineering i GP2 i 2014.

No comments yet.

Skriv et svar

Formel 1 blog med nyheder og debat