Profil: Nigel Mansell

Nigel Mansell podiumMed 15 sæsoner i Formel 1 har Nigel Mansell opnået lidt af hvert, men han er mest af alt kendt for sin dominerende 1992-sæson og for at være Nelson Piquets store rival.

I consider myself one of a very small handful of drivers in the world that are top drivers. The best one? I don’t think anybody can say they’re the best one because, from one week to the next, you can be on form or off form a little bit.

En langsom start på en stor karriere

Mansell er den mest succesfulde britiske racerkører statistisk set, men det virkede ikke til, at han ville blive en stjerne i de første år af karrieren. En imponerende test på Silverstone for Lotus gav ham et sæde midt i 1980. Her kørte han to løb, hvoraf ingen af dem blev fuldført og i det tredje formåede han end ikke at kvalificere sig til søndagens Grand Prix. Det skal dog siges, at Lotus-raceren anno 1980 ikke var i nærheden af at være feltets bedste, hvilket de andre kørere – Mario Andretti og Elio de Angelis – også måtte sande.

Men det lykkedes for Mansell at beholde en plads for 1980-sæsonen. I de efterfølgende fire år var han på en måde fanget i midten af Formel 1, idet det aldrig rigtigt lykkedes at køre med om sejre eller pole positions. Fem podieplaceringer blev dog opnået i tiden for Lotus, men der var kontroversielle ting i baggrunden; flere kilder hævder, at det kun var på grund af et sponsorat, Mansell fortsatte hos teamet. Lotus’ teamchef efter 1983 ville erstatte Mansell med Ayrton Senna, hvilket endeligt skete i 1985. Det var dog samtidig tidspunktet, hvor britens karriere for alvor tog sig en positiv drejning.

Succes for Williams

Efter en del middelmådige år for Lotus, skiftede Mansell til Williams, der havde større aspirationer. Her tog det også lidt tid at tilvænne sig, men mod slutningen af sæsonen var Mansell en af de kørere, der var værd at holde øje med. Han vandt løbet i Sydafrika, foruden det europæiske Grand Prix. Samlet set sluttede han på sjettepladsen med 31 points – tingene blev dog langt bedre i den kommende sæson.

I 1986 havde Williams nemlig lavet feltets måske hurtigste racer. I kamp med Ayrton Senna fra Lotus, Alain Prost fra McLaren og naturligvis teamkollegaen Nelson Piquet, var det et fremragende år for sporten, og der blev kæmpet helt til det sidste. Prost vandt titlen, men kun med to points ned til Mansell, der var i spidsen af stillingen og storfavorit inden det sidste løb i Adelaide. Efter at have taget pole position udgik han, og den taktiske Prost vandt sejren og verdensmesterskabet. Piquet var nummer tre, kun tre points efter franskmanden og ét efter Mansell.

Rivalskabet mellem de to Williams-kørere blev mere intenst, da de i 1987 var direkte oppe mod hinanden uden reel indblanding fra hverken Prost eller Senna. Piquet havde ikke forventet, at Mansell ville være en trussel, da han kom til Williams, eftersom han aldrig havde vundet et løb for Lotus og på ingen måde var højt vurderet af de øvrige kørere. Brasilianeren var på det tidspunkt dobbelt verdensmester, men han fik sig en overraskelse, da han kom op mod Mansell – den hårdeste teamkammerat, han var oppe mod – lige indtil 1991, hvor Michael Schumacher fik en plads hos Benetton i nogle løb.

Piquet vandt sin tredje og sidste titel i ’87, men Mansell vandt flere sejre (seks mod Piquets tre). De sluttede som nummer 1 og 2 i mesterskabet. Herefter forlod den forsvarende mester Williams til fordel for Mansells tidligere hold, Lotus – og han tog de suveræne Honda-motorer med sig. Det betød, at 1988 var en svær sæson for Williams, og Mansell fuldførte kun to løb i hele sæsonen.

Det meste af Mansells succes kom i de år, hvor han kørte for Williams.

Det meste af Mansells succes kom i de år, hvor han kørte for Williams.

To år hos Ferrari – og tilbage til Williams igen

Dette fik ham til at skifte fra Williams. Ferrari stod klar med et godt tilbud, og den aggressive Mansell kørte for teamet i to år og vandt tre løb for F1’s mest legendariske hold.

I første omgang var han teamkollega med Gerhard Berger, men kom i 1990 op mod Prost, der – i modsætning til Mansell selv – formåede at kæmpe med om titlen. De to år hos Ferrari var langt fra succesfulde; dog varede det ikke længe, inden Mansell tog beslutningen om at vende tilbage til Williams, med hvem han havde haft de bedste år i karrieren.

Hos Williams blev han den ubestridte førstekører og havde den bedste chance for at blive verdensmester indtil videre. FW14-raceren i 1991 var hurtig, men det var ikke nok til at hente titlen i første omgang. Mansell vandt fem sejre og tog andenpladsen i mesterskabet – nogle få points bag ved Ayrton Senna, som vandt sin tredje af slagsen. Mansell derimod sluttede på andenpladsen for tredje gang og havde ved flere lejligheder været tæt på at sikre sig en titel, dog var det aldrig sket. Men tingene ændrede sig i 1992, hvor Williams havde bygget en af de mest dominerende biler i sportens historie.

Med fem sejre i de første fem løb var der ingen tvivl om, at Mansell ville vinde. Herefter sikrede han sig yderligere fire, men endnu mere imponerende var det, at han satte rekorden for flest pole positions på en sæson – 14 ud af 16. Denne rekord er senere hen blevet slået af Sebastian Vettel, der med sin suveræne 2011-sæson opnåede flere. Tyskeren kørte dog også flere løb end Mansell, så det kan diskuteres, hvilken præstation der er mest speciel. Mange vil nemlig stadig pege på Mansell, om end Vettels storhed heller ikke kan benægtes.

Ikke desto mindre vandt Mansell endelig titlen i 1992, og året efter trak han sig tilbage fra Formel 1 for at køre CART IndyCar i USA. Den serie vandt han i første forsøg, hvilket gør ham til den eneste kører til både at holde den titel, samt et Formel 1-mesterskab på samme tid.

I 1994 vendte han tilbage til F1 i nogle få løb og vandt et enkelt for Williams i årets sidste Grand Prix. De to løb for McLaren i 1995 var uden succes, men det gjorde ham til en af de få personer i Formel 1-historien, der har siddet bag rattet hos alle de tre store teams (Ferrari, McLaren og Williams).

Mansells unikke personlighed

Han bliver meget rost for sin unikke kørestil, men personligheden er ligeså interessant – Mansell var 100% motiveret og gjorde alt hvad han kunne for bare at køre i Formel 1. Han kørte altid til stregen og havde eksempelvis flere crash end han havde sejre i karrieren.

Den aggressive brite var kendt for sit had til Alain Prost og for at være rival til Nelson Piquet. Efter han stødte sammen med Ayrton Senna på Spa, angreb han brasilianeren fysisk. Disse ting var dog noget, der gjorde ham populær blandt fans, idet han var en speciel kører med en mening i forhold til de mange politisk korrekte piloter. Da Mansell kom til Ferrari i 1989 blev han kaldt Il Leone, løven, som tegn på hans voldsomme temperament.

Han havde et af de største talenter sporten har set, for ikke at glemme en viljestyrke der var større end de flestes. Problemer med diverse kørere og teamchefer satte imidlertid en stopper for mange ting i løbet af karrieren, men Mansell fik sandsynligvis det ud af det, som han ville – 31 sejre gjorde ham til den mest succesfulde britiske kører indtil da, og titlen i 1992 gav ham det, han ønskede allermest.

Mansells lyst til at vinde gjorde ham som sagt ekstremt populær. Han udtalte følgende, da han skulle se tilbage på livet som racerkører:

I had my fair share of heartaches and disappointments. But I also got a lot of satisfaction. I only ever drove as hard as I knew how.

LÆS DESUDEN:

Nigel Mansell – Formula One Hall of Fame

Former F1 champion and succesful businessman

No comments yet.

Skriv et svar

Formel 1 blog med nyheder og debat