Kvyat er årets rookie

Daniil Kvyat, ikke Kevin Magnussen, betragtes af de fleste eksperter som den bedste debutant i 2014. Her følger en sammenligning af de to køreres præstationer.

Den danske fanfavorit startede ekstremt godt ud i Australien, men er siden hen faldet tilbage. Kvyat har til gengæld været solid hele året, og på trods af blot at have hentet otte points, ser mange ham som 2014’s bedste nye kører – og allerede i 2015 vil han optræde for Red Bull.

Stærkere løbspræstationer

Når diskussionen om årets mest imponerende rookie bringes på banen, er vi nødt til at se nærmere på statistikkerne.

I kvalifikationer har begge kørere – måske ikke så overraskende – gjort det bedre end deres teamkammerater. Kvyat og Magnussen har slået henholdsvis Jean-Eric Vergne og Jenson Button med 9-7 hver. Kvalifikationerne giver et godt indtryk af ren speed, da der kun køres en enkelt omgang, så det er vigtigt at pointere, at de har været helt lige her. Faktisk kan vi give Magnussen en lille fordel, eftersom hans gennemsnitlige tidsforspring har været bedre – danskeren har kørt 0,222 sekund hurtigere end Button, alt imens Kvyat kun har 0,072 på Vergne.

Det vigtigste er naturligvis løbene; her har Magnussen ved flere lejligheder været ramt af uheld – dog skal hans egne fejl heller ikke glemmes. I løb, som både han og Button har fuldført, er englænderen foran 12-2 og 94-49 på points.

Kvyat har imidlertid gjort det bedre, om end Vergne på trods af alt fører deres indbyrdes kamp med 5-4. Pointmæssigt er Toro Rossos førstekører oppe på 21, mens Kvyats otte points taler lidt imod ham. Generelt set har begge rookies haft uheld med sig i løbene og misset points flere gange, hvor det ellers så godt ud. I forhold til teamkammeraten, hvilket er den eneste reelle sammenligning, der kan laves, har russeren dog været bedre.

Hvem er fremtidens mand?

I den kommende sæson vil vi få et bedre svar på dette. Kvyat rykker som sagt op til Red Bull, mens Magnussen formentligt vil få bedre chancer for topresultater i en forbedret McLaren-racer med motorer leveret fra Honda. (Medmindre han taber pladsen til Fernando Alonso, men det er en helt anden historie – vi går ud fra, han bliver, om ikke andet så på Buttons bekostning.)

Umiddelbart tror jeg, at de fleste bedst kan lide Magnussen på langt sigt; McLaren tog et stort sats ved at ansætte ham og har ved flere lejligheder haft succes med at få det meste ud af unge, talentfulde kørere. Det samme kan selvfølgelig siges om Red Bull, men McLarens fremtid ser altså bedre ud. Honda giver dem en enorm pengesum – det er altså ikke kun motorerne, det britiske team får ud af aftalen.

Man kan i øvrigt sige, at Magnussen har haft med en hårdere teamkammerat at gøre i sin rookie-sæson; de fleste kørere vil uden tvivl hellere sammenlignes med Vergne, end de vil sammenlignes med den tidligere verdensmester, Button. Her er der dog igen flere vinkler, for Magnussen har samtidig haft chancen for at lære af en ubetinget topkører. Og det kan betyde ret meget i F1!

Konklusion

For at opsummere, så har Kvyat været den mest imponerende af de to i år. Til gengæld har han på mange måder haft bedre betingelser for at vise sig, da han ikke har været under samme forventningspres og mediedækning som Magnussen. På trods af resultaterne i år, ligner Magnussen stadig en topkører i fremtiden og måske vil vi allerede få store resultater at se næste år, når McLaren har alle chancer i verden for at forbedre sig.

Photo credits: https://www.flickr.com/photos/jaffathecake/14621468882/ Creative Commons 2.0

No comments yet.

Skriv et svar

Formel 1 blog med nyheder og debat