Kimi Raikkonen

Med sine flotte præstationer bag rattet og kølige attitude udenfor løbene, er Kimi Raikkonen måske den mest interessante kører i feltet. Den tidligere verdensmester er kendt som én af de hurtigste i verden – når han altså gider.

Team: Ferrari
Tidligere teams: Sauber, McLaren, Lotus

Grand Prix-sejre: 20
Podieplaceringer: 77
Pole positions: 16
Hurtigste omgange: 39
Verdensmesterskaber: 1

Inden Formel 1

Raikkonen er muligvis den største kører Finland har haft i Formel 1. Han blev født i Espoo, og selvom han startede med karting som 10-årig – lidt senere end de fleste – så havde han stor succes med det samme. Det første store resultat kom i 1999, hvor han vandt vinterserien i det britiske Formel Renault. I det efterfølgende år vandt han den ”rigtige” klasse, Formel Renault UK ganske overbevisende – til sammen vandt han 13 ud af 23 løb i Renault-klassen.

F1: 2001

Resultaterne imponerede Peter Sauber, ejer af Sauber-teamet i Formel 1, og lod Raikkonen teste raceren. Raikkonen var ekstremt uerfaren, men kørte stærkt, hvilket var nok til, at han fik en fast plads hos Sauber i 2001-sæsonen. På grund af han dog kun havde kørt 23 løb i sin karriere, var der mange der tvivlede på, om han fortjente den superlicens, som det kræver for at køre Formel 1. The Iceman, som Raikkonen kaldes, fik den dog, og skuffede ikke, da han tog en 6. plads i sit første løb.

Generelt var 2001 et solidt år for Raikkonen. Godt nok tabte han på point til teamkammeraten Nick Heidfeld, der havde fået debut året før. De scorede begge gode resultater igennem sæsonen og sikrede Sauber en 4. plads i konstruktørernes verdensmesterskab – den bedste placering nogensinde for det schweiziske team. Mange forventede, at Heidfeld ville få et sæde hos McLaren, efter deres topkører Mika Hakkinen stoppede karrieren. Det gik dog i stedet til Raikkonen, som samtidig havde vækket interesse hos Ferrari.

F1: 2002-2006

Raikkonens fem år hos McLaren-Mercedes betragtes af mange som hans bedste. Det startede også godt ud med en 3. plads og en tur op på podiet i det første løb i Australien. Tekniske problemer forhindrede dog Raikkonen gennem sæsonen og det blev i alt til 24 points med fire podieplaceringer i det første år hos McLaren.

2003 skulle vise sig at blive Raikkonens rigtige gennembrudsår. Der var ikke de helt store forventninger til McLaren, da de stillede op med sidste års racer, som kun havde nogle få ændringer. Det første løb lignede også en katastrofe: Først kvalificerede Raikkonen sig langt nede som nummer 15 og endte senere hen med at skulle starte fra pitten. Det stoppede ham imidlertid ikke, og på et tidspunkt var han i spidsen af løbet, inden en fejl i det elektroniske system gjorde, at han overskred hastighedsgrænsen i pitlanen. Endnu engang måtte han køre sig frem, men endte på en solid tredjeplads, der trods alt gav gode points. Løbet blev vundet af hans teamkollega David Coulthard, der her tog sin sidste sejr i Formel 1-karrieren.

Den første sejr kom weekenden efter i Malaysia. Efter at have startet som nummer syv på gridden kørte han sig op og vandt løbet i stor stil. McLaren havde nu – med en gammel racer – vundet to ud af to løb.

De andre teams forbedrede sig markant, da Formel 1 igen kom til Europa. Inden da var der et kaosløb i Sao Paulo, hvor Raikkonen fik en andenplads, efter løbet var blevet afbrudt. Giancarlo Fisichella, der senere hen blev teamkammerat med Raikkonen for en kort stund hos Ferrari, tog sin første sejr her. Raikkonen skulle ikke komme til at vinde mere i 2003: Det blev til en del andenpladser, men den hurtige finne tog alligevel spændingen om verdensmesterskabet helt til sidste runde, hvor det stod mellem ham og Michael Schumacher. Schumacher var ikke i nærheden af ham i dette løb, men da Rubens Barrichello vandt Grand Prix’et, var Raikkonens andenplads ikke nok til at sikre ham titlen som verdensmester. Han endte på 91 points, meget tæt på Schumacher, der opnåede 93.

2004 var på mange måder en skuffende sæson: McLaren startede året med store problemer, da bilen hverken havde speed eller holdbarhed. Raikkonen udgik i fem af sæsonens første syv løb. Det var ikke før McLaren kom med en B-udgave af deres MP4-19, at resultaterne så småt kom. Raikkonen var hurtigste i kvalifikationen til det britiske Grand Prix og tog sæsonens første pole. Michael Schumacher var dog som altid urørlig i løbene, og Kimi måtte tage til takke med en 2. plads efter tyskeren. Sejren kom dog et par uger senere, da Raikkonen kørte fra Schumacher på Spa-banen i Belgien. Dette blev den eneste sejr i 2004, men tingene skulle forbedre sig markant.

På trods af McLaren blot sluttede på femtepladsen i konstruktørernes VM i 2004, imponerede de under testene forud for 2005-sæsonen. Sammen med Renault var de klart stærkere end Ferrari, som havde domineret Formel 1 i de foregående år. McLaren-kørerne Raikkonen og Montoya kom en smule sløvt fra start, men efter Raikkonen tog tre pole positions i træk i San Marino, Barcelona og Monaco, var han med inde i kampen igen. Han vandt to af disse løb, men havde tekniske problemer, der forhindrede ham i at vinde i San Marino. Raikkonen var også godt på vej mod sejren i Nürburgring, inden hans dæk sprang på sidste omgang, da han ellers førte løbet.

De mange tekniske problemer gav hovedkonkurrenten Fernando Alonso et stort forspring i mesterskabet. En sejr i Canada var dog med til at give lidt mere håb. Efterfølgende var der ingen tvivl om, at Raikkonens McLaren var den hurtigste bil i feltet. I den sidste halvdel af sæsonen blev det til fire sejre (Budapest, Istanbul, Spa og Suzuka), hvor især sejren i Japan var imponerende. Alonso havde sikret sig mesterskabet få uger inden i Sao Paulo og med store vejrændringer om lørdagen, startede mange af de store navne langt nede på Suzuka. Raikkonen var nummer 17, men kørte sig op og lavede på sidste omgang en fremragende overhaling på Alonsos teamkammerat Fisichella. Med 112 points havde Raikkonens resultater været nok til at vinde mesterskabet de fleste andre år, men ”Iceman” måtte endnu engang tage til takke med andenpladsen.

2006 blev et skuffende år, selvom forventningerne til Raikkonen og McLaren var store. Ferrari og Renault var ganske enkelt bedre dette år, og kampen om sejren var hele året mellem Michael Schumacher og Fernando Alonso. Raikkonen vandt ingen løb, men kom ind i en flot stime af pole positions og hurtigste omgange midt på året. I håb om at køre med om verdensmesterskabet igen, skrev han kontrakt med Ferrari for 2007, hvor han ville erstatte den syvdobbelte mester Michael Schumacher.

F1: 2007-2009

Mens Raikkonen tog til Ferrari, valgte McLaren at køre med et helt nyt kørerlineup. Alonso, der havde vundet i 2005 og 2006, fik selskab af Lewis Hamilton, der var ny i Formel 1. Fra start til slut stod kampen mellem to hold i 2007 – ingen andre teams formåede at vinde løb.

Raikkonen lagde stærkt ud med at tage pole, sætte hurtigste omgang og selvfølgelig vinde åbningsløbet i Australien. Der skulle dog gå lidt tid før den næste sejr kom: først i det franske Grand Prix i midten af sæsonen kom Raikkonen på toppen igen. Det blev starten på et stort comeback – McLaren-kørerne Alonso og Hamilton havde et solidt forspring, men med podieplaceringer i de sidste syv løb (heraf tre sejre), sikrede Raikkonen sig verdensmesterskabet for første gang – også endda i sidste runde i Brasilien.

I 2008 var han favorit til at tage et mesterskab mere. Det så også lovende ud, da han vandt to af de første fire løb. Succesen var herefter dalene, og Raikkonen måtte senere på sæsonen hjælpe teamkollegaen Felipe Massa i stedet for selv at køre med fremme. Samtidig var der rygter om, at Alonso allerede på dette tidspunkt havde skrevet kontrakt med Ferrari for 2010, og det betragtes af mange som grunden til de motivationsproblemer Raikkonen fik. 2009-sæsonen var endnu mere skuffende: Ferraris bil var en joke, men Raikkonen trak alligevel bilen frem til en sejr – naturligvis på yndlingsbanen, Spa.

F1: 2012-2013

Raikkonen trak sig ud af Formel 1 efter 2009 for at køre rally. Lysten til Formel 1 kom igen i 2012, og Raikkonen lavede comeback for Lotus. Forventningerne til Raikkonen var begrænsede, men han viste, at talentet stadig var der ved at tage en sejr i Abu Dhabi, samt en tredjeplads i verdensmesterskabet med 207 points. Raikkonen fuldførte samtlige løb og var på vej mod rekorden for flest løb med points i træk. Denne rekord tog han i 2013.

Netop i 2013 lagde Raikkonen godt ud med at vinde i Australien. Andenpladser i Shanghai, Bahrain og Barcelona gjorde, at han virkede som den største udfordrer til Sebastian Vettel. Red Bulls forbedringer som sæsonen skred frem var dog så stærke, at ingen af modstanderne – heller ikke Raikkonen – for alvor havde en chance for at slå dem. Problemer med ryggen efter Italiens Grand Prix satte en yderligere stopper for Raikkonen. Af samme årsag var han også nødt til at opgive de sidste to løb i sæsonen.

Formel 1 blog med nyheder og debat