Profil: Gilles Villeneuve

Gilles VilleneuveEfter en imponerende debut for McLaren i 1977 blev Gilles Villeneuve samlet op af Enzo Ferrari og udviklede sig til at blive en af Maranellos største legender.

The sport is more important than anything. More important than any of the people in it. Of course I say what I think. I always have, even if it upsets people like Ecclestone and Balestre. Why should I be afraid of them? The fans aren’t here to see politicians and manipulators. They’re here to see Alain and Mario and Carlos and me. I am very secure in my feelings about racing. I make a lot of money from it, but one thing I can tell you for sure: if the money disapperared overnight, I would still be in racing, because I love it. The entrepreneurs would be gone.

Statistik

Løb: 68 (67 starter)
Verdensmesterskaber: 0
Sejre: 6
Pole Positions: 2
Hurtigste omgange: 8
Podieplaceringer: 13

Introduceret af James Hunt

Formel 1-karrieren startede for Villeneuve, efter han imponerende 1976-verdensmesteren James Hunt ved at slå flere store navne i et Formel Atlantic løb på Trois-Rivières-banen i hjemlandet, Canada. Hunt anbefalede Villeneuve til sit daværende team McLaren, og teamet gav ham en aftale, der gik på at køre i op mod fem løb i McLarens tredjebil i 1977.

Canadieren fik sin debut i det britiske Grand Prix samme år. Han kvalificerede sig som nummer ni, foran teamkollega Jochen Mass, der kørte i en nyere version af McLarens M26-racer, hvorfor det var en ekstremt imponerende bedrift. Han sluttede to placeringer længere nede i løbet, men udelukkende på grund af en fejl fra teamets side.

Allerede efter det første løb var pressen opmærksom på Villeneuves talent. Flere journalister skrev, at de med stor sandsynlighed ’havde set en kommende verdensmester køre’.

Videre til Ferrari

McLaren valgte dog ikke at fortsætte med Villeneuve. Med mangel på muligheder for et sæde i Formel 1 blev han mirakuløst kaldt til et møde i Italien hos Ferrari. Det italienske team var interesserede i en hel del kørere, men efter Enzo Ferrari mødte Villeneuve personligt, var han ikke i tvivl om, hvem der skulle hyres.

Enzo blev med det samme mindet om den italienske racerkører Tazio Nuvolari, da han så Villeneuve. Tilbage i Enzos første år i motorsporten – 1930’erne – arbejdede han sammen med Nuvolari, og det, at han genkendte mange af de samme træk i il piccolo Canadese, gjorde, at han valgte at give ham en chance.

Villeneuve testede for Ferrari og imponerede så meget, at han fik lov at køre for teamet i sæsonens sidste to løb, samt hele 1978-sæsonen. Det var en drøm, der var gået i opfyldelse:

”If someone said to me that you can have three wishes, my first would have been to get into racing, my second to be in Formula 1, my third to drive for Ferrari…”

Ferraris daværende topkører, østrigeren Niki Lauda, var dog ikke så glad for Gilles’ ankomst. Da han havde kørt 1977-verdensmesterskabet i hus, forlod Lauda Ferrari, som nu var helt afhængige af Villeneuves præstationer, da de ikke længere havde en dobbelt verdensmester i teamet.

Der var derfor bekymringer, efter sæsonen var slut. Villeneuve var sluttet som nummer 12 i det næstsidste løb og udgået i den afsluttende runde – vel at mærke i samme racer, som Lauda havde sikret sig mesterskabet i flere runder i forvejen. Teamkollegaen hos Ferrari, Carlos Reutemann, blev af denne grund betragtet som holdets førstekører.

Starten på 1978 var ligeledes svær. I fire af de første fem runder udgik Villeneuve, mens Reutemann vandt to løb og var med helt fremme i mesterskabskampen. Det var ikke speed, der var problemet – ofte ville raceren svigte Villeneuve, fordi han kørte den helt til grænsen. Desuden var den heller ikke helt på samme niveau, som de biler, Ferrari havde bygget i foregående år.

Som sæsonen skred frem kom succesen dog: I Østrig opnåede han sin første podieplacering og i sæsonens sidste løb scorede Gilles karrierens første sejr på hjemmebanen i Montreal – banen, som i dag er opkaldt efter ham.

Sejren gav ham en del selvtillid, og da Reutemann skiftede til Lotus i 1979, fik han en ny teamkammerat – sydafrikaneren Jody Scheckter, som viste sig at være en hård udfordring.

Villeneuve vandt to af de første fire løb, hvor et af dem – det amerikanske Grand Prix – var fuldstændig domineret af ham. Både pole position, hurtigste omgang og naturligvis også sejren blev opnået. Ferrari-raceren var feltets bedste, og Villeneuve var forrest i mesterskabet.

Tre løb i træk uden points ændrede dog dette – Jody Scheckter indhentede ham i mesterskabet og det så ud til, at verdensmesteren skulle findes blandt én af Ferrari-kørerne. I Frankrig hentede Gilles værdifulde points med en andenplads, men han var lige ved at sætte det hele over styr i en tæt kamp mod René Arnoux i de sidste omgange. De kørte side om side, Arnoux overhalede Villeneuve med tre omgange tilbage, men duellen var ikke slut; Villeneuve overtog placeringen igen i næste omgang og bilerne fik flere gange kontakt med hinanden. Arnoux prøvede at genvinde andenpladsen helt til sidste sving, men Villeneuve holdte franskmanden bag sig til målstregen.

De næste par løb var uden succes, men da Formel 1-feltet kom til Monza, var der en chance for, at mesterskabet kunne afgøres. Med en sejr ville Scheckter sikre sig mesterskabet – og det var præcis, hvad der skete. Dog ikke som sydafrikaneren forventede det; Villeneuve var klart hurtigere, men tillod Scheckter at tage sejren, så mesterskabet ville komme hjem til Ferrari igen. De sluttede som et og to i løbet, og endte på samme placeringer i den samlede stilling. Villeneuves sejr i New York i sidste runde viste, at han sandsynligvis var Formel 1’s hurtigste. Efter at have startet som nummer tre på gridden vandt han løbet klart – der var hele 48 sekunder ned til Arnoux på andenpladsen.

Forventningerne var derfor høje forud for 1980-sæsonen. Gilles Villeneuve var udråbt til favorit af langt de fleste eksperter. Ferrari havde dog produceret deres værste bil længe, og ingen af deres kørere var i nærheden af podiet. Blot seks points fik Villeneuve kørt hjem, men på trods af det blev mange af hans bedste præstationer dog vist i løbet af sæsonen. Pointmæssigt (og præstationsmæssigt) gik det langt værre for Scheckter, som var forsvarende verdensmester. Blot to points – begge hentet i USA – stod ud for hans navn, og det kan derfor betragtes som et af de værste forsvar af en titel nogensinde.

Scheckter forlod Formel 1 i 1981 – Ferrari havde dog stadig aspirationer om at komme tilbage til toppen. I den forbindelse introducerede de for første gang turbomotorer, der gav utroligt meget power, men bilen var til gengæld ekstremt svær at styre. Raceren var på ingen måde god nok til at vinde titlen; alligevel formåede Villeneuve at hente to fantastiske Grand Prix-sejre, mens den nye teamkollega Didier Pironi slet ikke kom i top tre.

Sejren i Jarama

I 1981 vandt Villeneuve på Jarama-banen og i Monaco. Førstnævnte var den sidste sejr i karrieren, og den betragtes som den måske største bedrift nogensinde.

Det viste sig som sagt at være Villeneuves sidste sejr, som samtidig var sidste gang, at Formel 1 tog til Jarama.

Jacques Laffite tog pole foran forsvarende verdensmester Alan Jones og Carlos Reutemann, som tidligere havde kørt for Ferrari. Villeneuve startede som nummer syv; han fik dog en fremragende start, var nummer tre efter første sving og overhalede Reutemann kort efter. Alan Jones trak fra, men kørte af banen efter nogle få omgange og føringen gik til Villeneuve.

Laffite, Watson, Reutemann og de Angelis var lige bag ham, og lagde hårdt pres på i svingene. På grund af Ferraris kraftige turbomotor var Villeneuve i stand til at holde de andre kørere bag sig på langsiderne. I hvert eneste sving var der til gengæld fare for, at han ville blive overhalet. Ofte ville Laffite komme op på siden af ham i svingene, mens Villeneuve kæmpede tilbage på langsiderne.

Han formåede at holde de fire kørere bag sig i 67 omgange, og kunne endelig lade sig krone som vinder af løbet, da han passerede målstregen. Grand Prix’et i Jarama er et af de tætteste nogensinde, idet de fem første kørere var indenfor blot 1,24 sekund – det var i øvrigt et løb, der bekræftede, at kørere med vilje og taktisk snilde kunne kæmpe med andre, der havde langt bedre materiale. Villeneuves Ferrari var ikke i nærheden af konkurrenternes biler teknisk set, så det var et mirakel at han kunne vinde to løb i 1981.

Legenden om Gilles Villeneuve

”I know no human being can do miracles, but Gilles could really surprise us sometimes.”

Sådan udtalte Jackie Stewart om Villeneuve tilbage i 1980’erne. Stewart vandt selv 27 løb og tre verdensmesterskaber (1969, 1971 og 1973); han havde desuden sit eget team i 1990’erne. Englænderen var ekstremt imponeret af Villeneuve, og anser ham som et af de største navne i sportens historie – også selvom statistikkerne ikke ligefrem taler for det.

Villeneuve vandt aldrig et løb efter sejren i Jarama; Ferraris 1982-racer så lovende ud – indbyrdes problemer mellem Gilles og Didier Pironi kostede dog dyrt.

På Imola førte Villeneuve, men Pironi ignorerede Ferraris ordre om at holde positionen på andenpladsen og han overhalede i stedet canadieren. Villeneuve kørte strategisk, da Ferrari var sikre på en 1-2-sejr og havde – ligesom Pironi – fået besked på at køre langsomt og blot bringe sejren i hus. Pironi havde brudt denne strategi, hvilket gjorde Villeneuve vred; han svor, at han aldrig ville tale til Pironi igen.

I det efterfølgende løb i Belgien var Villeneuve involveret i en ulykke, der fandt sted under kvalifikationen. Ifølge kilder var han så opsat på at slå Pironis tid, så han var villig til at ofre alt. Hans Ferrari stødte sammen med Jochen Mass’ racer og Villeneuve blev kastet ud af bilen. Han døde senere på aftenen ved et lokalt hospital.

Selvom han aldrig opnåede at blive verdensmester, så er han stadig anset som en af Formel 1’s hurtigste kørere nogensinde. Man kan altid spekulere i, hvad Villeneuve ville have opnået, hvis ulykken på Zolder-banen ikke havde fundet sted. Ikke desto mindre er han én af Ferraris mest legendariske kørere og med sikkerhed også det navn, teamet er mest stolt af. Ifølge det italienske hold er ’storhed ikke altid bedømt på resultater’.

Gilles var altid en meget populær kører blandt sportens fans, og hans mod og generøsitet var noget, Ferrari satte pris på. Ham og Enzo havde et meget nært forhold; de var gode venner – også uden for banen. Enzo var en hård teamejer, men ville tilgive Gilles for hvad som helst. Det var derfor også et hårdt slag, da han døde på Zolder. Ferraris succes var ikke den samme herefter, og det krævede andre store kørere som Alain Prost og Michael Schumacher at få teamet tilbage til toppen af sporten.

Sidstnævnte blev rival til Gilles’ søn, Jacques, der fik debut i 1996 og blev verdensmester det efterfølgende år efter en lang kamp med netop Schumacher. Jacques Villeneuve opnåede det, som Gilles aldrig gjorde – han blev den første (og eneste) canadiske verdensmester i Formel 1, men de fleste forbinder stadig navnet Villeneuve med Gilles.

Banen i Montreal, som stadig benyttes i dag, er i øvrigt opkaldt efter ham. I 2014 er det den 8. juni, at kørerne tager til Canada for at kæmpe om sejren på Circuit Gilles Villeneuve.

LÆS DESUDEN:

Gilles Villeneuve and Ferrari

Villeneuve’s Legacy Lives on in Modena

Thirty years on – the legendary Gilles Villeneuve remembered

Enzo Ferrari – How do you measure a person’s life – Part III

No comments yet.

Skriv et svar

Formel 1 blog med nyheder og debat