2013 Rankings

2013-sæsonen er nået mod sin ende, og derfor er det tid til PolePosition.dk’s kører rankings for året.

Top 10

1. Sebastian Vettel, Red Bull

Der kan ikke være nogen tvivl om, hvem den bedste kører i år har været. Selv i starten af sæsonen, da Red Bull ikke havde den bedste bil, var Vettel allerede langt foran konkurrenterne. Med sejre i de sidste ni løb har Vettel i den grad slået fast, at han er den hurtigste kører i Formel 1.

2. Nico Hulkenberg, Sauber

I starten af sæsonen var der ikke meget fart i Hulkenbergs Sauber – alligevel var tyskeren i stand til at score points indimellem – og komme med i Q3 ofte. Da Sauber senere på sæsonen fik forbedret raceren væsentligt, var Hulkenberg med helt fremme: hans 5. plads i Italiens Grand Prix og 4. plads i Korea var begge eksempler på fantastisk defensiv kørsel. Det bliver spændende at se, hvor Hulkenberg kører næste år, selvom meget tyder på, han bliver i midterfeltet.

3. Lewis Hamilton, Mercedes

Forventningerne til Hamilton var ikke høje efter Mercedes’ foregående år, men alligevel formåede Hamilton at imponere. I kvalifikationer har han slået Rosberg med 11-8, og Hamiltons fem pole positions (hvor fire af dem kom i træk), samt sejren i Ungarn, er stærke præstationer, der gør, at han fortjener en plads i top 3.

4. Kimi Raikkonen, Lotus

Raikkonen var stærk i den første halvdel af sæsonen, men rygproblemer satte en stopper for den kommende Ferrari-kører. Åbningssejren i Melbourne var højdepunktet for 2013, og hvis Ferrari kan levere en bedre bil næste år, er der ingen tvivl om, at Raikkonen kommer til at kæmpe med om mesterskabet.

5. Fernando Alonso, Ferrari

Ligesom Raikkonen startede Alonso flot ud – efter sejrene i Shanghai og Barcelona lignede Alonso en reel udfordrer til Vettel. Regelændringer midt på året ændrede på tingene: Ferrari kunne ikke længere hamle op med Red Bull. Det lykkedes dog Alonso at holde fast i 2. pladsen i VM.

6. Nico Rosberg, Mercedes

Rosberg har givet Hamilton langt flere problemer, end de fleste forventede. To sejre, tre pole positions og 171 points er tydelige beviser på, at Rosberg har haft en god sæson. Ser man bort fra de tekniske problemer, som Mercedes havde med Rosbergs racer i begyndelsen af sæsonen, var han muligvis sluttet foran Hamilton i stillingen.

7. Romain Grosjean, Lotus

Det virkede til, at Grosjean havde mistet en del af sin speed i den første halvdel af 2013. Han kom dog stærkt igen, da Formel 1 rykkede væk fra Europa: Fire podieplaceringer i de sidste seks løb er bestemt ikke ringet, og det bliver spændende at se, hvor højt Grosjean kan slutte næste år. Som tidligere skrevet, tvivler jeg på, om Lotus er i stand til at køre med om sejre i 2014.

8. Daniel Ricciardo, Toro Rosso

Mens Ricciardo ikke har scoret overvældende mange point, har han flere gange optrådt i Q3 og bliver også belønnet med et sæde ved siden af Vettel hos Red Bull næste år. Han har kørt hurtigere end teamkollegaen Vergne i 15 ud af 19 kvalifikationer.

9. Valtteri Bottas, Williams

Ligesom Ricciardo har Bottas ikke scoret mange point, men domineret sin teamkammerat. Bottas’ bedste resultat kom i USA med en 8. plads – den finske kører har dog vist masser af potentiale i løbet af året, og såfremt Williams forbedrer bilen næste år, kan Bottas komme langt – i 2013 har han været klart hurtigere end Maldonado, der tidligere har vundet et løb.

10. Jules Bianchi, Marussia

Måske lidt højt, men Bianchi har været godt kørende. Han har sikret Marussia 10. pladsen i konstruktørernes mesterskab (og dermed også en betydelig præmiesum) og han har derudover ydmyget Chilton i biler magen til hinanden. I denne artikel har jeg skrevet om, hvorfor Bianchi måske vil være en fremtidig udfordrer til Vettel.

 

Resten

11. Jenson Button, McLaren
12. Mark Webber, Red Bull
13. Sergio Perez, McLaren
14. Paul di Resta, Force India
15. Adrian Sutil, Force India
16. Felipe Massa, Ferrari
17. Jean-Eric Vergne, Toro Rosso
18. Esteban Gutierrez, Sauber
19. Giedo van der Garde, Caterham
20. Charles Pic, Caterham
21. Pastor Maldonado, Williams
22. Max Chilton, Marussia

No comments yet.

Skriv et svar

Formel 1 blog med nyheder og debat